BARN KøRES På SYGEHUSET EFTER TRAFIKULYKKE I HILLERøD

En 11-årig pige er kommet til skade i en alvorlig trafikulykke på Brødeskovvej i Hillerød.

Det skriver Nordsjællands Politi på det sociale medie Twitter.

Pigen er kørt til behandling på sygehuset, men hun er ikke i livsfare. Pigens pårørende er underrettet.

Politikredsen oplyser kort før klokken 16 onsdag, at der er åbnet for trafik igen på ulykkesstedet.

Politiet skriver også, at pigen kommer fra lokalområdet.

Onsdag eftermiddag kort efter klokken 17 oplyser David Eckert, som er vagtchef ved Nordsjællands Politi, at ulykken skete, efter at pigen var stået af en bus og ville krydse vejen.

Der blev hun påkørt af en modkørende bil.

Pigen blev kørt til Rigshospitalet, men hun blev allerede meldt uden for livsfare på ulykkesstedet, oplyser vagtchefen.

/ritzau/

2023-06-07T14:14:57Z dg43tfdfdgfd