MAI VILLADSEN OG GLENN BECH ER BLANDT NYE NAVNE I KRAKS BLå BOG

Det er sket meget i dansk politik i løbet af det seneste år, og det kan man også se, hvis man slår op i den opdaterede udgave af Kraks Blå Bog, der udgives torsdag.

Blandt de 95 nytilkomne navne finder man nemlig flere politikere end normalvis.

Opslagsværket tæller blandt andet digitaliseringsminister Marie Bjerre (V), kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M), politisk leder for Alternativet, Franciska Rosenkilde og Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen.

- Det er nok primært en afspejling af, at der er sket en del i det politiske Danmark.

- Der er kommet en ny regering siden sidste udgave, og der har været en del udskiftning på nogle poster, forklarer redaktør ved Gads Forlag, som udgiver bogen, Bolette Rud Pallesen.

Hun mener, at dette års udgave udmærker sig ved en "virkelig bred og mangfoldig liste af profiler og professioner".

- Derudover udmærker den sig også ved, at der er en ligelig fordeling mellem kønnene, som er noget ganske nyt - det præsterede vi også sidste år, og nu sker det så for andet år i træk, siger Bolette Rud Pallesen.

I den trykte udgave af den prestigefulde bog optræder 8267 nulevende personer. Den digitale version rummer omkring 30.000 personer, der har været optaget i Kraks Blå Bog gennem tiden.

Hvem der bliver udvalgt til at indgå i opslagsværket, findes der ikke en formel på.

- Man bliver vurderet på baggrund af sine meritter og ikke sit ophav. Det har været et princip, lige siden den første udgave udkom i 1910, siger hun og forklarer videre.

- Kriteriet er, at man udmærker sig, at man arbejder passioneret og vedholdende inden for sit felt, at man nyder anerkendelse blandt sine fagfæller, og at man sætter et aftryk, siger hun.

Af de 95 nye navne i Kraks Blå bog er journalist og gårdejer Kjeld Hansen, som er født i 1947, alderspræsident.

Mai Villadsen samt forfatterne Glenn Bech og Cecilie Lind, der alle er født i 1991, er de yngste nyoptagne.

/ritzau/

2023-06-08T04:12:16Z dg43tfdfdgfd